Nyhedsbrev marts 2020

Sømandspræst igen i Hong Kong

Så er der igen en dansk sømandspræst i Hong Kong.
Jeg er nu på plads som sømandspræstevikar. Min mand og jeg ankom den 9. marts – med mange formaninger hjemmefra om situationen i Hong Kong. Dagen efter startede det hele i Danmark, og nu er vi så her og kan se med bekymrede miner til Danmark og tænke på familie og venner, som har en fuldkommen ny situation.

Vi rejste, før det brød løs i Danmark, og vi ankom her til Hong Kong, hvor en vis ny normalitet er i gang, selv om skolerne ikke er åbne endnu. Nogle familier her er lige nu delte mellem Danmark og Hong Kong, når den ene ægtefælle og børnene rejste til Danmark, da tingene lukkede ned her. Og nu kan det så være svært at komme tilbage, – både med nye karantæneregler og sværere rejse-muligheder. Situationen er svær for mange, – og bekymringerne store. Men som tingene har udviklet sig her i Hong Kong er der – trods stigning i Covid-19 smittede de seneste dage – håb om at det lader sig gøre at få bugt med Corona-virus – om end det er en sej kamp.

Som præst er jeg til rådighed for samtaler, både pr. telefon, chat, og personligt møde. Jeg træffes på telefon dagligt, hvor vi kan aftale nærmere. Konfirmandundervisningen, som skulle være over 3 weekender her i marts og april, ser ikke ud til at kunne gennemføres som planlagt; men det vil så ske på et senere tidspunkt.  
 
Hvem er jeg:
Jeg har en fortid som højskolelærer på Løgumkloster Højskole, generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark og sidst i Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) i 13 år, hvorfra jeg gik på pension med udgangen af 2016. Indimellem har jeg været præst i danske sogne, bl.a. godt et år i Haslev – Freerslev pastorater på Sjælland – men også andre steder. Det har været en stor glæde at kunne være præst igen efter mange år, hvor den del af arbejdet fyldte mindre.

Min mand, Werner Fischer-Nielsen, har været præst og gik på pension fra sin stilling i 2017, efter bl.a. præstetjeneste i Odense og i Haslev, hvor vi fortsat bor.
Jeg har som generalsekretær i DSUK været på besøg Hong Kong flere gange, men nyder at være tilbage i et lidt længere forløb – forhåbentlig kan en ny sømandspræst findes og være klar efter sommerferien  

Varer i Danish Room
Der bliver i år ikke nogen forårsbasar, men der er stadig danske varer, slik, m.v., som kan købes! Kik ind og se, hvad der er!
 
Fastelavn i kirken og i Danish Room
Den 15. marts holdt vi – lidt forsinket fastelavn – med fastelavnsgudstjeneste, frokost og kagebord. Og der blev slået katten af tønden – med kattedronninger og kattekonger kåret på behørig vis.

 
        

              

                                                                                       

Nyt initiativ for søfarende
Danske Sømands- og Udlandskirker har lanceret et nyt initiativ med chatmuligheder for søfarende.
Covid-19 påvirker den globale situation. Det påvirker også sømandskirkernes indsats for jer ombord. Nogle steder har vi ikke mulighed for at komme ombord på skibene på besøg, og andre steder har I ikke mulighed for at forlade skibene.
Derfor har Danske Sømands- og Udlandskirker nu åbnet en anonym chat. Her kan danske søfarende, uanset hvor i verden de sidder, få kontakt til en fortrolig snak med en sømandspræst.
Chatten findes på www.samtalertilsøs.dk. Der er åbent 4 gange om ugen i øjeblikket (tider angivet i dansk tidszone):
Tirsdag: 7-12
Onsdag: 19-24
Torsdag: 11-16
Lørdag: 9-14
 
Chatten er anonym og sømandspræsterne har tavshedspligt. Intet er for stort og intet for småt – der bliver lyttet og en samtale om det, der er vigtigt for den enkelte sømand, er muligt.
 

PÅSKE

Påske for mig er HÅB – trods alt.
Påske er et nyt lys, der kastes ind over vores liv. Påske er at se sig selv, livet og døden i et lys, vi ikke har set før.
Påskens lys hedder Jesus Kristus – verdens lys, som aldrig kan slukkes. Og heri ligger både håb, mod og velsignelse – også i svære tider, hvor usikkerhed og bekymring fylder så meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.