Maj måned i Sømandskirken

Næste gudstjeneste i Sømandskirken

Vi mennesker er skabt for at lave noget i fællesskab. Det har holdt hårdt på det sidste, når der er begrænsning på antallet på max. 4 mennesker. Så kan vi ikke holde gudstjeneste eller andre arrangementer. 

I forventning om at det bliver muligt at mødes flere ad gangen, planlægger vi gudstjeneste til søndag den 17. maj kl. 11.00 – med efterfølgende kirkefrokost. Gudstjenesten er i kirkesalen i Mariner’s Club – og frokosten i Danish Room. Tilmelding på Facebook.
 
I skal jeg gøre opmærksom på, at den korte gudstjeneste, som vi lavede til Påskedag – uden menighed, fortsat er at finde på Sømandskirkens Facebookside!

Shoppen:
Der er meget som er anderledes i denne tid, men nogle ting er stadig, som de plejer. For eksempel kan man fortsat få fingre i danske varer i butikken i Danish Room. Der er ikke mere remoulade, men til gengæld har vi masser af pålægschokolade til morgenbollerne derhjemme. Flæskesvær og chips er der også stadig at finde på hylderne, perfekt til en aftensnack eller bare, når du er lidt sulten i løbet af dagen.

Derudover ligger vi stadig inde med slik i lange baner, så om du er til flagermus, matadormix, skippermix eller måske har en forkærlighed for clickmix, ja, så har vi det! Familieguf og saltlakrids er der også nok af, så om du og dine kære foretrækker lakrids eller vingummi, ja, så har vi hvad der skal til! Fælles for det hele er jo smagen af det hjemlige.

Skulle det være noget at slukke tørsten i har vi forsat cocio og snaps i lange baner.
 
Præstens klumme:
I de seneste par måneder har jeg forsøgt at finde mig til rette i et nyt land – samtidig i ganske usædvanlige tider. Spændende er det at finde en ny hverdag et sted, hvor sprog, færdselsregler, indkøb og daglige rutiner kan være en udfordring. Sjovt er det at opdage, hvordan man ser tingene fra den første tid – og til nu efter et par måneder.
Sådan en proces er ikke mindst lærerig for én selv: hvordan man reagerer, hvad man ser – og ikke ser. For mig har det at lære omgivelserne at kende betydet, at jeg ser og opfatter meget mere og får en sammenhæng i tingene, som jeg ikke havde i starten. Det handler også om tolkninger af det umiddelbare; hvad jeg troede var et MTR-tog med lys i mørket, var vist et skib med lys – langt ude under broerne. Eller hvordan jeg fra min altan på 13. etage i Tsuen Wan med udsigt over mod Tsing-Yi øen med et farvand med masser af skibe, får mig til at skelne og tolke de mange forskellige funktioner: slæbebåde, små containerskibe, tankskibe, kranbåde, yachter, junker, persontransporter, fiskejoller, politibåde, lodsbåde – og ude under de store broer: de helt store containerskibe på vej ind i eller ud af havnen på Tsing-Yi. Sikke et liv!

I eventyret ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry er der et kendt bon-mot: ”Det er kun med hjertet, man kan se rigtigt”. Det handler det meget ofte om: at få hjertet og sjælen med i mødet med det fremmede. Det giver nye perspektiver og nyt lys, – og åbner øjnene for det, man ikke tidligere kunne se eller havde vrangbilleder af.
Egentlig er det vel også det, der gør sig gældende, når vi prøver at finde ind i, hvad den kristne tro rummer. Måske ser vi umiddelbart noget uforståeligt, noget, som ikke giver rigtig mening. Men jo mere, vi dykker ned i troens fortællinger, jo mere kan vi se og opfatte. Og når måske også til den anden erkendelse, som Den Lille Prins kom med: ”Det væsentlige er usynligt for øjet”.  Det opdager vi især i en tid hvor vores normer og levevis udfordres, f. eks. når vi ikke har den samme bevægelsesfrihed som ellers og dermed mulighed for at mødes med dem, vi gerne vil være sammen med. I den slags mere ekstreme situationer giver det anledning til at se på os selv og vores liv på en anden måde. Kristendommen kommer med noget, som kan bringe et andet perspektiv ind. Måske kan vi endda sige, at vi i kristendommen har en Gud, der ser på os – med tilgivelsens og kærlighedens øjne.
Det bliver meget tydeligt i den velsignelse, vi bruger til sidst i gudstjenesten.

Den lyder i den gammelkendte version således.
”Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”.

 
Med velsignelsen sendes vi afsted – ud i verden, så broget verden end ser ud.
I den nye oversættelse ”Den Ny Aftale”, som er udkommet her i slutningen af marts måned, lyder det endnu tydeligere i tilsigelsen at Gud ser os!

”Må Gud hjælpe dig og passe på dig!
Må Gud se dig og holde hånden under dig!
Må Gud glæde sig over dig og give dig fred.”
 
Må vi også kunne se Guds omsorg og kærlighed! Bedre hilsen kan vi ikke tage med os – heller ikke i denne tid.

Margith Pedersen

Bøn i en coronatid:
Kære Gud, hold os fast med din stærke hånd
nu, hvor tingene omkring os vakler.
Alt det, vi regnede med og troede på,
holder ikke længere.
Men hold du os,
og lad din nådige beskyttelse værne os.
 
Vi beder om helbredelse for dem, der er ramt af corona-virusen,
lad dem snart kunne vende tilbage til liv og sundhed.
Vær hos alle, der er bange,
vær hos dem, der er ensomme og isolerede.
Vær i deres angst, giv dem håb.
Vær i deres mørke og vær lys for dem.
 
Vi takker dig for alle dem, der tager vare på vore syge.
Giv dem kræfter, udholdenhed, tålmodighed og visdom til at gøre det bedste,
giv effektive hænder, kloge hjerner og varme hjerter.
Lad det lykkes for os i fællesskab at standse sygdommen.
 
Vær hos dem, der er døde, lad dem hvile i dine levende hænder.
Trøst dem, der sørger og savner, vis en vej til nyt håb og nyt liv.
 
Vær hos os, Herre, i vores sorg og afmagt.
Lad vore bekymringer og vor angst blive gennemlyst af din fred.

Amen.

(Bøn fra Mariner’s Club – oversættelse Werner Fischer-Nielsen)
 

Beate og Margith på skibsbesøg i en coronatid – mens det endnu var muligt. 
 

Kontakt:
Sømandspræst Margith Pedersen, tlf. +852 9490 8562
Email. Hongkong@soemandskirken.org

Assistent: Beate Vindelin Paisley, tlf.+852 9199 1025
Email: danishroom@soemandskirken.org

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.