Det kulturelle

Arrangementer

Sømandskirken danner ramme om en række arrangementer – nogle er faste ligesom gudstjenesten og kirkefrokosten den 1. søndag i måneden. Andre opstår, hvis menigheden har et behov som derfor. Derudover har kirken visse traditioner som fx at fejre Mortens aften med andesteg, varme hveder til første maj samt afholde en Welcome Home Party for alle – nyankommende såvel som fastboende – danskere i Hong Kong.

 

Den årlige julebasar

Duften af æbleskiver og glögg krydret med nelliker kilder din næse. Rummet er viklet ind i rødt, guld, hvid og sølv. Nisser kigger frem bag hvert hjørne – og julemusik fylder dine øregange. Julebasaren er Sømandskirkens i Hong Kongs største event og indtægterne herfra udgør en af grundpillerne i kirkens økonomi. Selve basaren drives af præsten, assistenterne og ikke mindst de 100 sæt frivillige hænder, som menigheden stiller til rådighed.

 

Den finder altid sted den tredje lørdag i november i TST. Nogle af de faste elementer der udgør basaren er salg af danske delikatesser, julepynt, tombola-lodder og ikke mindst en lodseddel.

 

Juletræseftermiddag med luciaoptog

Julen er hjerternes fest – også i Hong Kong. Det markerer vi med en juletræseftermiddag for hele familien. Dagen starter klokken 14.00 og afholdes i TST. Programmet indledes ofte med luciaoptog – der udføres af danske børn fra Hong Kong.

 

Eftermiddagen fortsætter derefter med julehygge. Der er blandt andet fire arbejdsstationer, hvor både børn og voksne har mulighed for at lave julepynt, juledekorationer, lave perler eller lege med LEGO. Sidst men ikke mindst kommer julemanden forbi – og han har en gave med til alle børn.

 

Da Julemanden meget gerne vil have en gave med til alle børn, er det vigtig, at forældrene sørger for at tilmelde disse. Send derfor en mail til danishroom@soemandskirken.org og oplys hvor mange I kommer, hvad jeres børn hedder, hvor gamle de er – og om de skal gå luciaoptog.

 

Fastelavnseftermiddag

I februar har Sømandskirken tradition for at afholde fastelavnsgudstjeneste for hele familien i TST. Dagen starter oftest klokken 14.00 hvor der vil være gudstjeneste. Efterfølgende er der slåen katten af tønden for de mindste – som selvfølgelig gerne må være udklædte efter alle kunstens regler. Dertil kommer, at der vil være friskbagte fastelavnsboller og kaffe til alle.

 

Forårsmarked

Det årlige forårsmarked afholdes ofte i april eller maj. Her har du endnu engang som dansker i Hong Kong mulighed for at få fyldt depoterne – både med dansk stemning og lækre varer. Der vil blive solgt masser af danske lækkerier og delikatesser, du ikke kan finde i Hong Kong deriblandt dansk slik og varme hot dogs.

 

Dagens program er fyldt med masser af aktiviteter for børn i alle aldre. Der er dåsekast, tombola og poolen er fyldt med sjove badedyr til børnene. Sidst men ikke mindst er der masser af boder, hvor du kan købe dansk design både indenfor tøj, sko, smykker og urer.