22/04/2025 0 Kommentarer
Hans Krab Koed er vikarpræst i maj og juni
Hans Krab Koed er vikarpræst i maj og juni
# Nyheder

Hans Krab Koed er vikarpræst i maj og juni
I sidste nyhedsbrev fortalte vi, at pastor Hans Krab Koed vil afløse Margith Pedersen i de næste to måneder. Den faste sømandspræstestilling er opslået og forhåbentlig vil en ny fast præst være på plads til 1. september.
Hans Krab Koed præsenterer sig her:
Jeg er født og opvokset på en gård ved Kolding. Bor nu både i Malaga og Berlin på skift.
Jeg har arbejdet som seminarielærer i Haderslev. Underviste i Kristendomskundskab/religion og var især engageret i det internationale arbejde. Har flere gange været med studerende både i Malaga og Berlin. Desuden er jeg stadig censorformand for religionsvidenskab ved universiteterne i København, Odense og Aarhus.
Jeg er gift med Klavs Asbjørn Hansen, arkitekt og lærer, nu pensioneret. Vi har været sammen i 44 år og støtter hinanden i alt. Klavs har også siddet i menighedsråd i 12 år, som kirkeværge. Klavs fungerer ofte som både kirkesanger og kordegn.
Vi er kommet i Berlin, siden vi købte lejlighed i 2006, og i Malaga siden 1981 hos mine svigerforældre, som boede i Benalmádena. Vi har selv haft lejlighed i Malaga siden 2007.
I Berlin har vi hele tiden været tilknyttet den danske menighed med stor glæde. Menigheden ved Margrethekirken i Fuengirola har vi først lært at kende for nogle år siden. For tiden er jeg vikarpræst her i Malaga.
De sidste to år havde vi den store glæde og fornøjelse at holde gudstjeneste i 4 danske menigheder i New Zealand. Det var en stor oplevelse og berigelse at møde deres interesse og engagement.
Som teolog befinder jeg mig på den grundtvigske midtbane.eg holder af den traditionelle danske højmesse, men er også inspireret af andre gudstjenesteformer.
Jeg har altid været kirkeligt aktiv. Var 19 år i menighedsråd heraf 8 som formand for Sankt Nicolai Kirke i Kolding. Jeg vægter desuden det sociale liv omkring kirken.
Kommentarer